500.000 kroner til Idrætsmultihus ved Næshallen
Dato:
14-09-2009
Tid:
22:08
LAG Haderslevs bestyrelse har på et møde i slutningen af august behandlet behandlet i alt 10 ansøgninger om tilskud fra Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og Fiskeriudviklingsprogram. Heraf har bestyrelsen godkendt 5 af ansøgingerne.
Næshallen i Kelstrup har fået tilsagn om 500.000 kroner til en tilbygning og modernisering af hallen. Målet er at omdanne Næshallen fra en traditionel idrætshal til et moderne multifunktionelt idrætsværested. Der planlægges opført et multirum på 500m2 indeholdende squashbaner, springgrav, klatrevæg og idrætsorienteret legeland.
“Vi har valgt at giver en betydelig håndsrækning til folkene i Næshallen, da vi tror på, at det er et godt og fremtidsorienteret projekt”, siger formand for LAG Haderslev, Erling Haugaard. “Moderne og tidssvarende idræts- og kulturfaciliteter er af afgørende betydning for at sikre trivsel og liv i landdistrikterne i fremtiden”.
Næshallen har nu fået det første større økonomiske skulderklap, og kan således bruge tilsagnet fra LAG Haderslev som løftestang, når der søges andre puljer.
Siden Marianne Weiman og Karsten Hansen i 2007 købte Brummers Gaard på Aarø har de ikke ligget på den lade side. Det driftige par åbnede Café Brummer i foråret 2008. Cafésatsningen er gået langt over forventning, og Café Brummer er allerede blevet et velbesøgt spisested for både turister og fastboende på øen og et populært sted for afholdelse af fødseldage og bryllupper.
Den store succes har betydet, at det eksisterende køkken ikke har kapacitet nok til servicere de mange gæster. LAG Haderslev har derfor bevilliget 160.000 kroner til etablering af nye køkken- og lagerfaciliteter og til etablering af en mindre krostue, der skal kunne tage imod gæster hele året rundt.
Det er målet, at udvidelsesprojektet skal resultere i en større kapacitet i højsæsonen og muligheden for at kunne servicere gæster i vinterhalvåret. Desuden skal det give caféejerne mulighed for heltidsbeskæftigelse på øen.
En anden af tilskudmodtagerne er Haderslev Landdistrikter, der er paraplyforeningen for de 29 landdistrikter i Haderslev Kommune. Foreningen er tildelt 106.250 kroner til etableringen af en internetportal for landdistrikterne i Haderslev Kommune.
Læs mere om projekterne under punktet "Støttede projekter"