
Fjelstrup Hallen og Forsamlingshuset - 24 7
Dato:
18-08-2010
Tid:
17:12
LAG Haderslev har bevilliget et tilskud på 370.000 kroner til et projekt, der skal omdanne Hallen og Forsamlingshuset i Fjelstrup til et moderne døgnåbent 24/7 aktivitetscenter.
Konceptet ”24/7” betyder, at vi bygger videre på og anerkender foreningslivets værdier, men udvider selve åbningen af hallen til 24 timer alle ugens 7 dage”, siger Peter Kock Hansen. “Det mener jeg er ret nytænkende - det er måske det første forsøg på en 100% timeudnyttelse af en hal i Danmark”, fortsætter Peter Kock Hansen.
Via et nyt adgangs og overvågningssystem skal brugerne kunne få adgang til hallens faciliteter, når det passer dem. Den fleksible adgang til hallen skal kombineres med indretning af et fitnesscenter og et halopdelingssystem, så der mindst kan være to sæt aktiviteter i gang i hallen på samme tid.
Det er målet, at kombinere de traditionelle foreningsaktiviteter med nye og “uorganiserede” aktiviteter. Dette skal give flere brugere til hallen og skabe et større aktivitetsniveau. Samtidigt håber Peter Kock Hansen fra arbejdsgruppen bag projektet, at kunne skabe et åbent og naturligt samlingssted for alle børn, unge, voksne og ældre i lokalområdet.
”Et borgermøde og rundspørge samt aktivitetsforsøg viser at de lokale vil benytte faciliteterne omkring Fjelstruphallen. Vi skal blot gøre rammen endnu større” afslutter Peter Kock Hansen.
Projektet er 1. etape i en større udviklingsplan for Fjelstrup som lokalområde, hvor hallen løbende vil blive bygget om og tilført nye aktiviteter. Fjelstrup Hallen, der er en selvejende institution har siden den blev bygget ved frivillig arbejdskraft i 1966 fungeret som et samlingspunkt for lokalsamfundet sammen med forsamlingshuset fra 1970.