
Gamle staldbygninger danner rammen om innovativ vækstvirksomhed
Dato:
18-08-2010
Tid:
16:27
Firmaet JetMarker, som bl.a. udvikler og producerer avancerede industriprintere, har til huse i en gammel firelænget gård i Ørsted. Firmaet er på få år vokset fra en enkeltmandvirksomhed til at nu at have 4 ansatte, og står foran et akut behov for udvidelse pga. nært forestående nyansættelser.
JetMarker er indstillet til at modtage et tilskud på 300.000 kroner fra LAG Haderslev. Midlerne skal indgå i et projekt, hvor 350 m2 gamle staldbygninger skal ombygges og indrettes til produktionslokaler, kontor, lager og personalefaciliteter for op til 15 medarbejdere.
”Det er særdeles vanskeligt at finansiere udviklingen af en virksomhed, som er beliggende i landdistrikterne, siger virksomhedens indehaver, Jan Seidenfaden. ”Vi har kun kunnet udvide pga. stor velvillighed og tillid fra kunder, samarbejdspartnere og underleverandører.
Den nemme løsning for os ville være at leje nogle lokaler i et industriområde i Jels, Haderslev eller Vojens. Men hvis vi flytter, skabes der jo ikke vækst og flere arbejdspladser i vores lille landsby. Tilskuddet fra LAG Haderslev er en stor hjælp til forsat at kunne udvikle og udvide i Ørsted”.
Jan Seidenfaden forventer, at der inden for en periode på 2 år skal ansættes mellem 6 og 10 nye medarbejdere, heriblandt flere ingeniører.
I relation til kunderne er den utraditionelle beliggenhed kun en fordel. Der lille virksomhed har allerede haft besøg af udenlandske kunder fra mange lande, bl.a. USA, Kina, Indien og Korea. Disse gæster bor ofte på den lokale bed & breakfast på nabogården og besøgene er derfor et aktiv for hele lokalområdet.
”Mange af vores gæster har aldrig oplevet andet end store industriområder og kontorbygninger i storbyer rundt om i verden, så for dem er det en stor oplevelse, når vi tager dem med rundt på besøg i lokalområdet”, fortæller Jan Seidenfaden. ”Vores beliggenhed i et landdistrikt er helt klart med til at brande os over for vores forretningsforbindelser”.